Det sidste løb - snøft !

Så nåede vi til enden af SLEMC.

På en gang både sørgerligt og dejligt - set fra arrangørernes side. Det var som sædvanligt rigtig hyggeligt, og der var masser af godt ræs på Djursgutternes snirklede bane. 14 fremmødte vidner jo nok om at tiden er inde til noget nyt, selvom vi også fik bevist at 14 mennesker sagtens kan ha en god race-dag.

Der var, også som sædvanligt, sørget rigtig godt for os, derude på Djursland. En kold kartoffelsalat der ku' matche den gamle Redakteur's, i al ubeskedenhed, temmelig legendariske ditto, og dertil forskellige former for friskkullet, undskyld grillet, kød - et prægtigt måltid.

Dagen igennem var der også rigtig mange tætte dyster. Læssevis af omgange hvor folk lå og dystede om placeringer indenfor en halv meter. Ikke mindst finalen bød på godt ræs. Niels, der havde været i en klasse for sig hele dagen, fik betragtelige nerveproblemer undervejs, og gav masser af underholdning når han tog den op gennem feltet, for derefter straks at falde af igen. Carpo kørte sig til en velfortjent sejr, ved at gi den lidt gas, og i øvrigt være den eneste der ikke faldt af. KOF, Henning og Niels sluttede efter 5 minutters finale indenfor omkring en meter i nævnte rækkefølge.

En herlig afslutning på en periode i jysk slotrace, som det har været fedt at være en del af.

Tak for de sidste 6 år til alle der har troppet op for at lege med
Carpo / KOF




Nå, men bortset fra det, var det så hyggeligt i Auning, så der var ikke rigtig nogen der fik taget sig sammen til at tage billeder i nævneværdig grad. Et par stemningsbilleder fra Erlings kamera ku det dog blive til.


Det meste af serpentinerinfernoet i Auning. En skidesjov bane, viser det sig, når man prøver den.
Hvad SLEMC altid har handlet om: Hygge.

Har Bjarne i øvrigt ikke taget på ?