Tyrrell-Mania

Af: Holger Thor

Søndag den 20. maj 1973 sad jeg som 12 årig sammen med min far på hovedtribunen på Zolder-banen i Belgien og skulle overvære mit første Formel 1 Grand Prix. Det blev en oplevelse for livet. Med åben mund og polypper så jeg, hvordan Jackie Stewart og Francois Cevert i deres kongeblå Tyrrell 006 efter suveræn kørsel mulede den regerende verdensmester, brasilianeren Emerson Fittipaldi, i den sorte JPS Lotus 72E, og henviste ham til en beskeden 3. plads.

Formel 1 blev derefter en passion for life. Billetterne til Nürburg-Ring 2003 er købt, og det bliver 17. gang jeg "live" skal opleve suset. Men også begejstringen for tømmerhandleren Ken Tyrrell´s biler er blevet hængende. Derfor har jeg naturligvis også en Tyrrell Collection stående på hylden blandt mine øvrige slot cars.

Jeg vil kort prøve at gennemgå, hvilke Tyrrell`s der gennem tiderne er blevet udbudt af de forskellige producenter.

Jackie Stewart havde med 6 sejre vundet sit første VM i 1969 i en Matra-Ford MS80 (produceret af Scalextric under C.14) indsat af Ken Tyrrell og sponsoreret af Elf. I 1970 ønskede Matra at prøve lykken med egne motorer, derfor måtte Tyrrell og Stewart se sig om efter et alternativ, da de var "gift" med Ford. Valget faldt på det helt nye britiske mærke March, hvor en af bagmændene var Max Mosley, der i dag styrer forretningen F1 for Bernie Eccelstone. Det var et uheldigt valg. March-Ford 701 fungerede ikke, og Stewart opnåede kun en enkelt sejr dette år, og i slutstillingen blev det til en ydmyg 6. plads. Sidst på året hyrede Ken Tyrrell Derek Gardner til at konstruere sin egen racerbil. Planlægningen foregik i al hemmelighed, til dels i Gardner´s soveværelse bag nedrullede gardiner. Til årets sidste løb i USA blev Tyrrell-Ford 001 præsenteret. Tyrrell så bort fra typebetegnelser og kaldte sine biler ved chassis numrene.

002:

Elf blev hængende som sponsor og 1971 blev et triumf-år for kombinationen Stewart-Tyrrell-Ford. Stewart vandt 6 løb og dermed sin anden titel i Tyrrell-Ford 002. Hans holdkammerat Francois Cevert vandt et enkelt løb og opnåede sammenlagt en 3. plads i VM. En fin, blå model af Tyrrell 002 blev under C.48 produceret af Scalextric-Spain umiddelbart efter. Den blev første gang præsenteret i katalog nr. 14 (her sjovt nok betegnet som C.47) og igen i nr. 15. Bilen blev i praksis aldrig solgt i England. Teorien går i dag på, at da den har en anden styretap end de tidssvarende Scalextric biler har den engelske distributør ikke ønsket at lagerføre den grundet de øgede reservedele. F1 biler kørte dengang ikke med fast startnummer gennem sæsonen. Mit eksemplar har nr. 11, og det nummer vandt Stewart med i Monaco, så det kan jeg leve med. Senere tilbød spaniolerne Tyrrell 002 tillige i grøn, gul og rød, men for en ægte Tyrrell fan er de uden interesse.


005:

1972 var et skidt Stewart og Tyrrell år. Sammenlagt vandt Stewart 4 løb i Tyrrell-Ford 005, men midtvejs i sæsonen gik han ned med flaget grundet mavesår og måtte udelade et par løb. Han sluttede som toer og Francois Cevert blev nr. 7. Scalextric-France tilbød derefter C.100 Tyrrell 005. Denne bil har en mørkere blå farve end de gængse modeller, og er en lidt trist og kedelig model.


006:

Den unikke Tyrrell-Ford 006 gav i 1973 Stewart 5 sejre og hans tredje VM. Desværre sluttede sæsonen som en katastrofe, idet Francois Cevert slog sig ihjel under træningen til USA´s Grand Prix. Stewart trak sig derfor og trådte tilbage umiddelbart inden sit Grand Prix nr. 100. Cevert blev sammenlagt 4. det år. Desværre er Polistil til dato den eneste producent, der har tilbudt en Tyrrell 006, og denne model er for kort tid siden genproduceret af ProSlot under betegnelsen Policar PC1023. En grov og legetøjsagtig bil, der mere minder om skala 1:28 eller 1:30. Men når der ikke er andre, så må den jo holde sin plads på hylden. Desuden har bilen start nr. 3, så den må symbolisere den 006/2, som Jody Scheckter kørte de to første løb i 1974 i. Stewart og Cevert kørte hele 1973 sæsonen med nr. 5 og nr. 6.


006/2:

Er der virkelig ikke andre? Jo, Carrera har også tilbudt en Tyrrell 006/2 (#40407). Men den er "omdannet" til det tyske marked, således at bl.a. Elf reklamerne er udskiftet med Aral. Desværre har jeg ikke sådan en i samlingen, så skulle der blandt læserne osv.osv….


007:

I 1974 startede Ken Tyrrell helt på bar bund. Hans verdensmester var trådt tilbage, og kronprinsen var død. Tyrrell hyrede supertalentet Jody Scheckter fra Sydafrika og franskmanden Patrick Depailler. Mange mente, at Depailler kun fik chancen grundet pres fra Elf, men Depailler fik hurtigt kritikerne til at forstumme. Scheckter var ikke glad for den korte, brede 006, men da "James Bond modellen" Tyrrell-Ford 007 blev præsenteret var han i sit es. To sejre blev det til i debut sæsonen. Første sejr kom på Anderstorp i Sverige, og Depailler fuldendte succes´en ved at gøre det til en dobbeltsejr for de blå. Gæt hvem den 13-årige danske dreng var, der sad på tribunen og nød det? Scheckter blev nr. 3 og Depailler nr. 9. Ikke dårligt for et debutår.

Ken Tyrrell fortsatte med samme kørere og bil i 1975, men succes´en stagnerede, og Scheckter opnåede kun en enkelt sejr og blev sammenlagt en delt nr. 7 i VM. Depailler blev nr. 9.

Scalextric præsenterede deres C.121 Tyrrell 007 i katalog nr. 17. Bilen blev tilbudt både med start nr. 3 og nr. 4, som er de korrekte numre for både 1974 og 1975. Produktionen fortsatte frem til katalog nr. 19. I katalog nr. 33 lancerede Scalextric deres "Power and the Glory" serie, hvor C.093 er en genopstået Tyrrell 007. Bilen har her fået lidt mere chrom, en nyere el-motor og kun med start nr. 3. I katalog nr. 36 så vi den for sidste (?) gang.


P34:

1976 blev på mange måder et anderledes år for de blå Tyrrell vogne. Ikke nok med at Ken Tyrrell pludselig fraveg sit princip med chassis numrene, han havde også fraveget reglen om 4 hjul. Project 34 (P34) var navnet bag den revolutionerende "six-wheeler", der egentlig startede som en joke, men endte med at vinde et Grand Prix. Jody Scheckter vandt i Sverige i denne karikatur af en racer, og igen fuldendte Depailler triumfen med en andenplads. Behøver jeg at nævne en nu 15-årig dansk dreng, der fulgte det fra tribunen? Sæsonen sluttede Scheckter og Depailler som nr. 3 og nr. 4.

SCX tilbød bilen under #4054. Jeg er kun bekendt med Scheckter´s start nr. 3, men i Alain van de Abeele´s "Scalextric, History & Passion" er Depailler´s nr. 4 afbilledet. Hvordan finder jeg sådan en?

SCX tilbød ligeledes bilen i grøn, gul og rød, og endda som kommerciel bankreklame i orange. Blandt samlere er disse modeller dyre, men for en Tyrrell-freak? Ærlig talt nej!


P34/2:

Carreras bud


Den smukke SCX. Dette er sådan som P34/2 så ud. Modellen ovenover er sådan som den model Carrera valgte at kalde P34/2 så ud - de har dog fået detaljen omkring de 4 forhjul med !!.

1977 valgte Scheckter nye udfordringer hos Wolf teamet, så i stedet hyrede Ken Tyrrell svenskeren Ronnie Peterson. Samtidig skar Elf kraftigt ned på sponsoratet, så First National City Travellers Checks trådte til med yderligere sponsorpenge. Dette medførte, at de førhen så kendte blå biler nu pludselig var blå/hvide. Konceptet med de 4 små forhjul blev stædigt fastholdt, men udviklingen var stagneret, så det blev ikke noget godt år. Depailler fik en 2. plads i Canada som årets bedste resultat. Han sluttede på en delt 8. plads, og Peterson blev sæsonens helt store skuffelse med en 14. plads.

Amerikanske Strombecker #9098 er en stor, klodset model af denne bil. Der står Polistil i bunden af den, så det er nok et licens produkt fra Italien. ProSlot har da også for nylig re-released den i deres Policar serie. Carrera "germaniserede" også denne model og sendte en Aral-rædsel på markedet under #40410. Hvem ligger inde med en?

Heldigvis redede SCX denne model ved i 1999 at udsende en limited edition i deres Vintage serie. #6059 er en meget flot model af Patrick Depailler´s P34/2 fra 1977. Flotteste Tyrrell out yet!


008:

1978 så Tyrrell tilbage på 4 hjul. Tyrrell-Ford 008 var en gennemkonventionel bil. Patrick Depailler vandt i Monaco endelig sin første sejr og førte faktisk VM stillingen umiddelbart derefter. Ny kører i teamet var Didier Pironi. Scalextric C.135 er en fin model af Depailler´s bil med start nr. 4. Den blev set første gang i katalog nr. 20 og forsvandt ud igen med nr. 23. Fra sæsonen 1978 mistede Ken Tyrrell begge sine hovedsponsorer, og teamet startede sin lange og seje nedtur. Eneste lille lyspunkt kom i 1982, da Michele Alboreto meget overraskende vandt Las Vegas Grand Prix.


018:

Med de udeblevne sejre mistede også producenterne lysten til at tilbyde Tyrrell biler til de motorsportsglade slot car fans. Først i katalog nr. 31 dukkede der en ny Scalextric Tyrrell op. Det var Tyrrell 018 sponsoreret af XP og lakeret blå og gul. Modellen var dog så længe om at blive produceret, så da den endelig kom i handlen var sponsoren skiftet, så nu var bilen blå og hvid og sponsoret af Epson. Således blev den også præsenteret i katalog nr. 32 til nr. 35. Den gule og blå version blev aldrig produceret, men sjovt nok er den afbilledet på æsken til C.235 Pit Stop bygningen.


Statistik:

I 1998 solgte Ken Tyrrell sit team til amerikaneren Craig Pollock, der ud af stumperne skabte sit eget BAR team. Tyrrell var syg af kræft, og han døde i 2001. Men hans navn lever videre gennem de 22 Grand Prix sejre, der blev vundet i hans biler:

Jackie Stewart 15 sejre
Jody Scheckter 4 -
Francois Cevert 1 -
Patrick Depailler 1 -
Michele Alboreto 1 -

Hvem ligger inde med flere Tyrrell varianter????




Tyrrell - Mania (Appendix)

Af Holger Thor

Læsere af min Vintage/Tyrrell-Mania artikel vil vide, at jeg konstant er på jagt efter nye og ukendte modeller og/elle fabrikater af dette unikke F1 mærke, der glimrede sådan i starten af halvfjerdserne. Når man er sådan en slags niche-samler, er der langt mellem solstråle-historierne, men nu har jeg fundet noget virkelig eksotisk!

Intet mindre end en Tyrrell P34 i scala 1:32, Mint Boxed, fra det (for mig) hidtil ukendte mærke Prefo fra det gamle DDR. Se billedet. Formentlig var Prefo en modstykke til de vestlige kollegaers Carrera. Denne teori understøttes af, at det lykkedes de (øst-)tyske ingeniører at få deres six-wheeler til at fremtræde lige ligeså dårligt som deres vesttyske kollegaer. Om bilen teknisk set er fabrikeret til det standartiserede to-leder system, vi kender så godt i dag, eller den fungerer med det tre-leder systemet fra det "gamle" Carrera Universal & Transpo, ved jeg desværre ikke.

Den afbillede bil har jeg fundet på eBay. Indtil nu har jeg højeste bud, så med mindre den når astronomiske priser, er det min plan at indlemme dette unikum i samlingen (Er sket!, nu venter vi på yderligere detaljer om klenodiet, Red.). Sandsynligheden taler nok for, at den er produceret som tre-leder bil, men så må den vel kunne konverteres? Ellers må den nøjes med at stå på hylden og se flot (læs: fjollet) ud. Auktionen på eBay udløber i nat, så hvis det lykkedes tilgår der snart den første "Prefo-test" til KOF´s.

Mon den også blev produceret i rigtig Tyrrell-blå?

NB! Tilsidst et lille pinligt UPS til min tidligere artikel om Tyrrell: Michele Alboreto nøjedes ikke kun med at vinde Las Vegas Grand Prix i sin Tyrrell-Ford 011 i 1982. Han vandt tillige i Detroit i 1983 i en tilsvarende bil. Altså 23 Grand Prix sejre til det stolte mærke. (Flov svipser).