Whitepoint 1:24 multi-chassis



Af Karsten O. Frederiksen

Et Whitepoint Chassis er et såkaldt multi-chassis, der kan justeres på akselsafstand/sporvidde, samt evt. også en frem/tilbage justering af guiden. (der findes en model med, og en model uden denne mulighed). Man kan i øvrigt altid ændre sin whitepoint, da de bruger et modul-system, så får man trang til at kunne justere guiden, køber man blot en ny forende, og skruer den på.

På samme måde er det muligt at vælge mellem flere motorer. Der findes en motorholder til en Bühler motor (vistnok en tysk industrimotor - stor, holdbar, og med et godt drejningsmont 16-20 V - jo, en tysk motor !!), og en motorholder til plafit Fox/cheetah (billige, heftige, ca. samme størrelse som en Euroscale motor, og bør nok ikke fodres med over 14 V). Jeg har kun erfaringer med Bühler på 16 V, her er den passende, uden at være vild - men den giver en meget tiltalende kørestil - og så har man indtryk af at den holder evigt). I øvrigt virker det som om, det er en overkommelig opgave at tilpasse Bühler-holderen til en Parma motor (Der skal bores 2 nye huller i holderen, alternativt kan man jo epoxy'e skidtet sammen).
Til slut skal nævnes at fælge(Alu) fåes i 10, 15 og 200 mm bredde, og man kan vælge mellen gummi og skum dæk. Ligeledes er der mulighed at vælge et utal af gearinger.

Man får chassiset usamlet, og bør afsætte en times tid til at få skidtet sat sammen. Alle chassis-dele er i plastic, og i en god nok, men ikke fantastisk, støbefinish. Delene passer fint sammen, eneste lidt tricky'e punkt er at få bronzebøsningerne (eller hvis man lægger 100 kr. mere, kuglelejerne) til bagakslen presset i. Umiddelbart tror man der er sket en fejl, og hullerne er for små, men bare tryk til - der sker ikke noget. Det er i øvrigt vigtigt at bøsningerne sidder helt lige, da det betyder rigtig meget for hvor godt bagakslen løber. Delene samles langt hen ad vejen med maskinskruer og møtrikker. Hjul og tandhjul monteres på akslerne med pinolskruer. Eneste sted man bruger selvskærende skruer, er ved fastgørelsen af slæbesko til guiden.

Hvordan kører den så?
Whitepoint chassiset kører sådan set rigtig godt og stabilt!. Kørestilen er lidt tung og godmodig, går man lidt hurtigt ind i et sving, eller giver for meget gas ud af svingene, falder bilen som regel ikke af - man får bare en straf i form af en alt for bred bagende, og konkurrenterene når et par meter, mens man kører og ser sej ud.
I følge andres erfaringer udmærker Whitpoint chassierne sig ved at være nemme at få til at køre godt, til gengæld kan et optimeret f.eks. Plafit chassis køre hurtigere. Samtidig, og det er nok væsentligste anke, har chassiset en tendens til at steppe lidt, hvis man kører for bredt, især med en relativ tung samlesæts-karosse på. Efter sigende skulle problemet ikke opstå med Whitepoints egne (meget flotte) lexankarosserier. I øvrigt vil man opleve, at et Whitepoint chassis skal tilkøres, min egen Whitepoint har efterhånden fået temmelig mange kilometer på bagen, og kører bedre end nogensinde, stepperiet er også næsten forsvundet, hvilket formentlig skyldes at dækkene er blevet lidt rundere i kanten. Samtidig er der end ikke tegn på, at een eneste del er ved at nærme sig udskiftning


Konklusion: Whitepoint er sjov at køre med, robust, og nem at have med at gøre - også for dem der ikke har doktorgrader i finmekanik.
Og så vil jeg da lige til slut påpege, at man ikke nødvendigvis behøver at være ejer af en 1:24 bane, for at have glæde af chassiet - hvis man vælger en bilklasse der ikke er for stor, Mascot, Folkevogn, NSU Sport, Fiat 5-600 osv, kan man sagtens være på en Ninco bane, og måske endda også på en Scalextric.

Whitepoints hjemmeside: www.whitepoint.de, der primært består af løfter om en hjemmeside og et katalog som pdf-fil man kan (og bør) downloade.

Slotracing Kicherer Rennbahnen Modellautos Zubehör:
Stedet hvor vi har købt vores chassiser. Prisen er omkring 300 kr. for et køreklart chassis


... Og sådan kan man f.eks. vælge at klæde sin Whitepoint-bund på.