Test, Scalextric DTM Opel Astra

Af Jan H. Pedersen

Et kig på bilen!
Når man tager Astraen ud af kassen, ser man på en nydelig bil, med en mængde detaljer: Bremseskiver ses gennem hjulene. Ventilationen til forbremserne er i metal, ligesom Opel-emblemet. Tampo-printene er nu i samme klasse som på FLY bilerne.
I bilen befinder sig en komplet chauffør (Manuel Reuter), omgivet af et komplet instrumentpanel, gearstang, ildslukker, samt også en del af instrumenterne.

Teknisk set er Astraen opbygget som en sidewinder (motoren på tværs foran bagakslen, altså som Scalextric - ikke i virkeligheden, Red.) Guiden er en ny type fra Scalextric, med en retur fjeder, hvilket er en stor hjælp for påsætterne, når bilen har været af banen. Til gengæld er det lidt besværligt at få fjederen til at virke ordentligt, når man har haft bilen skilt ad, men med lidt tålmodighed går det.Slæbeskoene er den sædvanlige tynde og hårde Scalextric type. Jeg foreslår et skift til SCX's PRO braid type, der er meget blødere, og nemt kan monteres på en Scalextric-guide.
Udstødningssystemet er støbt i metal, hvilket giver masser af vægt på baghjulene, der derfor ikke har problemer med at få overført kræfterne til banen. For de, der ynder at køre med magnet, er der en kraftig rund magnet, som kan placeres i 3 positioner.

Hvordan kører Scalextric Astraen så?
Den kører rigtig godt. Første test fandt sted på Steens Ninco bane. Uheldigvis var tidtagningen nede, vi vender tilbage med tider ved en senere lejlighed. Bilen føltes god, men var lidt ustabil over forenden, og ville gerne trække guiden op af sporet under accelration, en 10 grams blyklods umiddelbart bag guiden afhjalp dette, og Astraen var nu nem og tilgivende at køre.

Næste test skete på min egen træbane. Den hidtil absolut hurtigste touring bil her, er ProSlots Alfa 156, der har en omgangsrekord på 3,996 sek.
Allerede efter få omgange kørte jeg Astraen på lave 4-sekunders tider, og efter 25 omgange var bedste omgangstid 3,961. En ALFA-KILLER var født !!!. - og det endda uden WD-40 eller lignende, som vi ellers bruger for at forbedre vejgrebet (Pas på med at eksperimentere med WD-40 på plasticbaner, da det også påvirker plasticen, Red.).

Så kom turen til Tonnys meget ujævne Scalextric bane, som normalt bruges til FLY biler med magnet. Bump og bakker bryder Astraen sig ikke om, den var meget svær at styre, også med magnet. Samtidig gjorde de stive Scalextric slæbere strømoptagningen problematisk, med lidt eksperimenteren kom det dog til at virke rimeligt. Astraens bedste omgangstid blev på 9,55 sek., hvor en FLY kan klemmes ned under 8 sek. Til omgangsrekorden var magneten placeret i bagerste position. Mit bud er, at med blødere slæbere vil Astraen gøre det OK på en ujævn bane, og bortset fra det, er det jo ikke Astraens fejl at Tonnys bane er så humplet - det er under alle omstændigheder en glimrende bil, der er sjov at køre med, især på en jævn bane.

Sidste testbane var netop en jævn og glat bane, nemlig NNSR's Carrera bane i Ikast. Alle tilstedeværende på aftenen var enige om at det var Scalextric's til dato bedst udseende bil. På banen blev Astraen endnu engang sammenlignet med en ProSlot Alfa 156, hvilket nok må siges at være bedste touringbil på markedet det seneste års tid.

Igen, som på min egen træbane, og Steens Ninco, viste de to biler sig også her ganske jævnbyrdige. Astraen måske ikke helt så tilgivende, men til gengæld indehaver af dagens hurtigste tid. Astra: 12.906, Alfa: 12.960. Så det ser ud som om, det er Chaufførens nerver der afgør, om det bliver Alfa 156 eller Opel Astra der vinder.

Efter lidt ræs, tog alle der havde lyst, en tur i Astraen. Jeg tror alle tilstedeværende fik prøvet den, og de fleste var imponerede over køreegenskaberne, og var enige i at det nok er den bedste bil Scalextric nogensinde har sat på hjul.

Så herfra kan der ikke lyde andet, end en opfordring til at købe sig en Scalextric DTM Opel Astra V8, hvis man står og mangler en touring bil.



Den fine DTM Astra, bemærk Opel-logoet og nederste køleindtag i metal.


Astra set bagfra, udstødnings arrangementet er støbt i hvidmetal ?!?.