Test, Scalextric Sport

Af: KOF

For 3 år siden kan jeg huske jeg snakkede med en kammerat om, at nogle af slotrace producenterne rent logisk burde bukke under for konkurrencen i løbet af det næste par år. Een af vores favoritter til at bukke under var Scalextric, og hvis noget skulle holde Scalextric i live måtte det være det faktum at det skulle til at sælges udelukkende som legetøj.

Det kom ikke til at passe !. I de sidste 3 år er Scalextric gået fra en finish der var let kummerlig, til at lave nogle af de smukkeste biler på markedet - som samtidig fungerer glimrende, og ud af kassen !.

Nu har Scalextric så lanceret et nyt skinnesysten, kaldet Scalextric Sport, og i den forbindelse har jeg haft lejlighed til at kigge på sættet "Lemans 24", som er et af de største sæt Scalextric laver. (Fås i øjeblikket på tilbud hos bl.a. Toys'R'Us til 1699.- , hvilket jeg synes er en rigtig rimelig pris.

Le Mans 24 sættet består af en transformer, 2 speedere, elektronisk omgangstæller, borders til ca. halvdelen af svingene, 2 Cadillac Northstar biler, samt 9.30 meter af de nye sports-skinner. Alt i alt en kasse, der havde været god at fiske frem under juletræet, da man var barn !!.

Med de nye sports skinner følger også en ny strømtilslutning (eller powerbase, om man vil). Med sættet følger een transformator, men der er mulighed for at tilslutte en mere, sådan at hvert spor får sin egen trafo - god ide. Den enlige transformer løser opgaven rimeligt (og fuldt ud lige så godt som andre slotrace sæt på markedet), men går man hen og bliver grebet af slotrace, er det nærliggende at købe sig et sæt mere, så får man den ekstra trafo, flere skinner, og flere biler - til en rimelig penge.
Speedertilslutningen er nu ændret til samme system som alle os andre altid har brugt. DVS at når man slipper gassen, bliver motoren kortsluttet, og bremser på den måde (ganske effektivt, faktisk). Førhen har Scalextric kørt uden kortslutning af motoren, hvor man så til gengæld har kunnet købe sig noget elektronisk fikumdik, der sørgede for at motoren fik en svag modsatrettet strøm, når man slap gassen. I tidernes morgen benyttede Scalextric sjovt nok den bremseanordning, som man nu (god idé) har genindført.
Selve speederen er af den type som vi plejer at se fra Scalextric, som sagt ændret så den nu kortslutter motoren når man ikke giver gas.

Omgangstælleren er elektronisk, og kan tælle ned fra højst 999 omgange, og samtidig vise bedste omgangstid med en 1/10 sekunds nøjagtighed. Jeg kunne godt have brugt 1/100 eller bedre 1/1000 sekunds opløsning, men for hyggeraceren hjemme på stuegulvet er 1/10 sikkert glimrende - hvis ikke kan Scalextric i øvrigt levere et computerprogram (RMS Race Manager System) Hvordan det virker vides ikke, men Fancy ser det ud..
Omgangstællerens registrering af bilerne er stadig mekanisk, og virker ved at styretappen påvirker en kontakt nede i rillen. Fototransistorer/dioder har vi tilsyneladende endnu til gode fra racerbaneproducenterne, men hvis man kigger sig om på nettet er der masser af mere eller mindre selvbygbaserede løsninger.


Både Powerbase og omgangstæller er holdt i kulfiber look'a'like, næsten så meget så det ligner en karikatur af kulfiber - men det ser nu ganske fikst ud alligevel

Ligegyldigt hvad man foretager sig med tælleren, kvitterer den ved at enten at sige Diiit, eller Dyyyt - og det er så de toner som tælleren har at jonglere med. Bane 1 siger Dyyyt, når man gør noget med den, og bane 2 siger Diiit. Dette sker når man indstiller de omgange man vil køre, når der kommer en bil igennem tælleren, og når man re-setter. Til gengæld blamerer apparatet sig med en Diit Diit henholdsvis Dyyt Dyyt melodi, når man sætter hurtigste omgang, og for vinderen spilles en fanfare bestående af enten Diiit eller Dyyyt lyde - alt efter hvad spor man kører på. Hverken Diiit eller Dyyyt lyden er kendetegnet ved nævneværdige harmoniske kvaliteter - Lydarkivet fik mig mere end een gang til at lede efter en Snooze knap på vidunderet - men jeg er vist også lidt distret ...

Bilerne er Cadillac Northstar, testet her på siden tidligere. Jeg kan kun være enig i at de er flotte og detaljerede. De er, som mange Scalextric biler, lavet på en lidt finurlig måde. Karossen er opdelt i 2 dele, så vil man lege "rigtig race" kan man servicere de ædlere dele ved at pille bagenden af karossen, som på de virkelige biler :-) Hvorfor Scalextric bygger på denne måde har altid undret mig - det må da gøre samleprocessen dyrere ?? - nå, dem om det !. En detalje jeg faldt i svime over er kølerne i siderne, med individuelle lameller - cool.

Skinnerne: Det væsentlige i testen er selvfølgelig hvordan skinnerne er, og her har Scalextric virkelig slået til
Skinnerne er stadig i en blød plastictype, dog hårdere end før - samt så vidt jeg kan vurdere også med en bedre afstivning, skinnerne føles i hvert fald mere stabile end de gamle. Bredden er den samme som før, mens overflade og samlemetode er ny.
Jeg har altid ment at at Scalextric skinnerne havde en god overflade, grundet at den ikke var grovere end at bilerne kunne driftes rundt om hjørnerne. Den nye overflade er endnu jævnere, og efter min mening perfekt !!. Scalextric har her valgt at gå i den modsatte retning af SCX og især Ninco, der efter min mening har en alt for grov overflade, som gør at mange biler stepper og hopper istedet for at skride jævnt - i hvert fald hvis man kører uden magnet (og selvfølgelig gør man det !!).

Det nye samlesystem er også godt - ja faktisk genialt. Det er typen hvor man sidder og tænker "Hvorfor har ingen tænkt på det før ??". Hver skinne er udstyret med een lås, og eet styr i hver ende. Når skinnerne skal sættes sammen skubber man dem blot sammen. Låse og styr glider ubesværet ind i hinanden, og når skinnerne er skubbet helt sammen klikker de 2 låseanordninger ud og holder skinnerne fast i hinanden. Når skidtet skal skilles ad, trykkes de to modhager op, og skinnerne kan rykkes fra hinanden. Det fungerer VIRKELIG godt.


To skinner set fra siden. Når de skubbes mod hinanden svipper modhagen ud under den dertil indrettede "krave" og låser skinnerne sammen.


Skinnerne er nu skubbet sammen, og låsen forhindrer de kan glide fra hinanden.

Sættet, Afprøvningen.
For at få en umiddelbar reaktion fra en person der ikke ligger og kører rundt på utallige meter 4-6 sporede klubbaner i tide og utide, inviterede jeg min kammerat Kim, som jeg for nogle år siden kørte meget stuegulvs racerbane med. Han var umiddelbart ganske duperet over den kvalitet som sættet tilbyder.

Nå, til sagen: sofabord og tæppe blev flyttet til side og samlingen begyndte. Samlesystemet må igen fremhæves - vupti var der stillet en bane op, og sat strøm til.
Efter nogen diskussion enedes vi om (det blev krone!) hvem der skulle have den sorte Cadillac, og hvem der skulle have den grå. Næsten øjeblikkeligt erfarede vi at vi havde klokket i det med strømtilslutningen. En meget varm lugt bredte sig i stuen, og snart stod der også hvid røg ud af speederne. En efterforskning i de medfølgende papirer viste dog at dette var helt normalt !! - og bare havde med speedernes konservering at gøre. Og eftersom speederne blev ved med at virke, og også begyndte at ryge mindre, tror vi på den !. Helt gode venner blev vi dog aldrig med speederne. Med magnet monteret i bilerne virkede det som om der ikke var ret meget strøm på banen, og der skulle gives næsten fuld gas inden der rigtig kom gang i bilerne. Magneterne blev pillet ud, og det hjalp noget på sagen. Hvorom alting er, mener jeg dog at 60 Ohms modstanden i speederne er for stor - 25 - 45 Ohm havde været mere passende efter min mening. (Jeg mener i øvrigt at have set, at Scalextric kan levere en 30 Ohms modstand) Bevares, uden magnet på bilerne fungerer speederne rimeligt godt, men med magnet bliver resultatet efter min (og Kim's) mening noget on/off-agtigt. Ser man bort fra den lidt kiksede modstand får speederne et 8-tal, og er det eneste egentlige ankepunkt i sættet - så kan man jo glæde sig over at Scalextric's nye speedertilslutning gør det ret enkelt at opgradere med f.eks. nogle Parma Eco, eller endnu bedre, Parma Plus håndtag. Til Scalextric håndtagenes forsvar skal det siges at et Parma Plus håndtag koster på den forkerte side 400 kr/stk. - så selvfølgelig er de bedre...


Scalextric Sport Le Mans 24 i al sin pragt !!

BORTSET fra speeder-anken kører sættet hammer-godt. Skinnerne passer rigtig godt sammen, og der var ikke niveau forskelle eller hakker i nogle af samlingerne overhovedet - FLOT. Der følger borders med til ca halvdelen af svingene. Disse er af samme type som seneste version af de gamle Scalextric borders, og der er heller ikke nogen grund til at lave dem om. Pæne og gode, og de har tilsyneladende ikke tidligere tiders borders tendens til at begynde at slå sig.
En nyskabelse er krydsskinner i sving. Et 90 graders standard sving, hvor banerne krydser hinanden - de er fede, og ser godt ud. Der var også et par af de nye chikaner med, hvor den ene bane slår et slag over mod den anden, der stadig kører lige ud. Det er for så vidt OK, men det interessante er, at der i den forbindelse findes et inner-sving, hvor inderste bane er lagt ud, så den ligger tæt på yderste bane. På den måde kommer man snert rundt, uden at få det MEGET snævre innersving, som vi kender fra de gamle skinner.

Jeg har under testen kørt med Cadillacerne, selvfølgelig, men også med diverse andre biler, fra diverse andre producenter. Gennemgående er det, at alle biler kører godt og jævnt på de nye skinner, og man erfarer at rillen er gjort dybere, så man ikke behøver at skære af styretappen på nogle af fabrikaterne. Cadillacerne kører flot og bredt, og er faktisk rigtig gode uden magnet (der er ikke ret meget, jeg synes er godt med magnet). De har også været en tur med på min klubs 36 meter Carrera bane, og også her kørte de rigtig godt og bredt - motorene var i øvrigt fuldstændig lige hurtige på vores 9 meter langside, og de strækker ganske rimeligt ud.

Sidste punkt i testen var at invitere nogle af de andre slot-nørder fra omgangskredsen til en lille stue-turnering. Her kom de samme roser og torne til udtryk, som under Kims og min solo-test. Samling og overflade: super!, Biler: flotte og gode, men skuffende speedere.


2 af nørderne, klar til at gi' bilerne noget Rebecca ...

Konklusion.
Med Scalextric Sport har Scalextric virkelig bragt sig med op foran, når vi snakker plastik racerbaner. Overfladen vil jeg betegne som den bedste på markedet, og de nye skinner virker robuste og er dejlige at have med at gøre. Der er delte meninger om hvorvidt det er godt eller skidt at Scalextric har valgt at beholde den ret smalle skinnebredde. Personligt har jeg det fint med at der er mulighed for at daske lidt til hinanden i svingene, og med mindre man vil køre 1:24, er bredden efter min mening velvalgt. Man skal også huske på at der kan laves nogen flere meter bane på et givent areal, end der kan med bredere skinner. Til hjemmebrug, såvel som klub brug er Scalextric Sport et oplagt valg. Man kan beklage sig over speederne, men det findes der råd for, og ingen af de andre fabrikater på det danske marked, leverer efter min mening lige så gode skinner.


Nogle af testbilerne. Forrest de 2 Cadillac'er, efterfulgt at 2 Scalx. Sport F1'er, efterfulgt af en træbane racer, som rent faktisk kunne bevæge sig med den forhåndenværende strøm - og endelig en Whitepoint Mascot 1:24, der sagtens kunne være på skinnerne.
Nederst til venstre skimtes henholdsvis lås og styr til skinnernes samling.