4-timers løbet på Ring Jelling Stone den 17.november 2001.

Allerførst en tak til Niels Risager, der havde stablet et flot arrangement på benene, hvor der var sørget for både vådt og tørt. Løbet var udskrevet for 3-mands hold med Fly frontmotor-biler efter KMRC's reglement, dvs. uden magnet, men det var tilladt at tilføje vægt samt udskifte hjul og styretap.

De tilmeldte hold:

De 3 T'er:
Holger Thor, Mureren, Bluetel - Bil: Marcos

Team Bjergkøbing:
Peter Web, Allan - Bil: Marcos (med motorlyd)

Neckcheese Racing:
Peter Tobak, Niels 2, Jan Juul (udenbys reserve) - Bil: Panoz

Team Rejeni
René, Finn, Niels 1 (Ironside) - Bil: Panoz




De 3 T'er er tre garvede gutter og var på forhånd udpeget som favoritter med Rejeni seeded lige efter. Bjergkøbing og Neckcheese måtte betragtes som outsidere. Neckcheese havde tilkaldt en halvtids udenbys reserve for at blive fuldtallige.

Banen var en fire-spors Scalextric på 25-30 m, med et herligt layout, med både langsider, s-kurver og chikaner. Den var god og udfordrende at køre på, men yderbanerne (1 og 4) havde i nogle tilfælde fordelen af at kunne "læne" sig op ad hegnet i svingene. Der var elektronisk tællersystem, men uden PC-styring (Peter Web havde sikkert været i gang med at nørkle ved det?).

Løbsform: 3 heat pr. spor med 2 minutters pause efter 16 minutter for kørerskift. 5-10 minutters pause ved sporskift.

Løbet: Løbet startede overraskende ved at Neckcheese folkene var utroligt stærkt kørende på bane fire og havde et forspring på 17 omgange ned til Rejeni på andenpladsen. T'erne var forsinket af tekniske problemer og måtte i pit med et løst gear i slutningen af andet heat. Tredje heat måtte omstartes efter tællernedbrud, hvilket satte T'erne i stand til at blive færdige med reparationen. Neckcheese fortsatte dominansen i heatet med Rejeni, T'erne og Bjergkøbing på de næste pladser.

Efter første sporskifte fortsatte Neckcheese de gode takter på bane 1, mens Rejeni kørte stærkt på bane 4. T'erne kunne ikke rigtigt få det til at køre, men holdt dog Bjergkøbing på afstand. Måske havde det givet T'erne et psykisk knæk, at Neckcheese-folkenes neonrøde NPP bemaling dækkede over den Panoz, som Mureren havde solgt billigt fordi den kørte jammerligt.

Efter andet sporskifte skulle Neckcheese køre på det lidt vanskelige spor 2 og det satte tempoet lidt ned. Rejeni kørte stærkt på bane 1og T'erne havde tre gode heats på bane 4. Denne runde sluttede med Rejeni, Neckcheese og De 3 T'er indenfor 5 omgange af hinanden. Bjergkøbing havde haft problemer og sakkede bagud, trods ivrig smøring af de før så støjende bil. Inden sidste sporskifte var Neckcheese dog sammenlagt suverænt i spidsen og spændingen drjede sig nu om, hvorvidt T'erne kunne fravriste Rejeni andenpladsen.

I sidste runde satte Neckcheese igen farten op og øgede forspringet med tre gode heat. Rejeni holdt afstand ned til T'erne, der endog blev truet af Bjergkøbing, der kun var 2 omgange efter i denne runde, der var deres bedste.
Sammenlagt sluttede Bjergkøbing efter en del teknisk knas dog langt bagude.

Vinder sammenlagt blev Neckcheese med Rejeni og T'erne på anden og tredjepladsen. Bjergkøbing sluttede feltet af.

Niels 2 havde købt vin som præmie til de to første team og havde kreeret etiketter og diplomer til minde om dagen. Efter endt præmieoverrækelse drog alle hjemad, en god oplevelse rigere.

En stor tak til Niels for initiativet

NEC


Den smukke Panoz, malet af legendariske "Neckcheese Pro Paints", en del af den legendariske Neckcheese-group