FLY Porsche GT1-98 Competition - ombygningen der gik galt

Af: KOF


Her er den, FLY's Porsche GT1-98 Competition, man kan ane at lakken ikke er helt FLY standard.
Lad mig starte med at beklage at det kun er karossen fra FLY competition jeg skriver om, men mere kunne det altså ikke blive til i denne omgang. Er der nogen der har lyst til at skrive en test af hele bilen, så kom endelig ud af bushen.

Hvorfor så en artikel om en karosse, og ombygningen af denne til Slot.it - det har vi set før her på siden !!, er det efterhånden ikke for tarveligt - bliver det næste en test af en Ninco-kasse ?!.
Under normale omstændigheder ville jeg da heller ikke have slået det op på hjemmesiden, at jeg havde investeret i et karosseri, men denne investering mundede ud i den traumatiske historie, om dengang Karsten skulle bygge sig en FLY-Competition baseret SLEMC bil, og den er der måske andre der kan ha' noget fornuftigt ud af at læse.

Der er en del gode grunde til at bruge FLY's competition Porsche GT1-karosse til et SLEMC (Eller bare Slot.it HRS bund) projekt. For det første koster karossen ikke ret meget - typisk under 150 kr. For det andet er det så vidt vides eneste ikke-resin karosse man kan købe i løssalg. For det tredje vejer karossen ikke ret meget, ca 25 g. For det fjerde er pågældende GT1 Porsche ret flot, efter min mening. Senere skulle det vise sig, at der desværre også var et par glimrende grunde til ikke at anvende Competition'en til sit Slot.it projekt.

FLY karossen kommer komplet med (letvægts) interiør, sidespejle, hækspoiler, ruder og lygter. Bagenden er OK som den er, men fortil mangler det nederste. Man kan så vælge at købe et chassis for at få det nederste af forenden med, eller man kan lave fikumdik. Jeg valgte naturligvis sidste løsning !. I forhold til FLY's normale GT-1 er er Competition karossen kendetegnet ved at være: 1 - en del lettere, 2 - støbt i en meget blød plastik. Jeg antager at man har brugt den sædvanlige form til støbningen, men har benyttet en noget lettere type plastik - samme type som f.eks. min opvaskebalje er lavet af, jeg ved ikke lige hvad det hedder!. Som sagt udmærker denne type plastik sig ved at være ret bøjelig, og min karosse udmærkede sig da også ved at være ret skæv !!. Nå, eftersom plastiken er så blød, var det bare et spørgsmål om at montere Slot.it chassiset rigtigt, så blev karosseriet rettet op efter det !!.
Selve finishen på karosseriet er glimrende, det leveres i tre farver (hvid, gul og rød), og i rå tilstand, helt uden decals. Overfladen er for så vidt blank nok, men det er den også på min opvaskebalje, og FLY overfladen har da heller intet at gøre med den overflade FLY's produkter normalt har.

Alt dette gjorde sådan set ikke noget, da projektet bestod i at lave en racer, med hjemmetrykkede decals (det er jeg i alt beskedenhed blevet helt god til !!) Biles skulle som sagt have SLEMC specifikationer, men var egentlig tænkt som een af mulighederne til det 24 Stunden rennen jeg skal med til i Hamborg i September, og nu skulle Tysken sat'me duperes !!. En del aftener er gået med at finde de rette decals på nettet (m&m i diverse afskygninger), få dem beskåret og formindsket til rette størrelse, finde ud af hvordan bilens endelige udseende skulle blive. Endelig var karossen blevet klargjort til en gang kelvin-light, og et stykke Tamiya omdannet til en frontspoiler.

Nu manglede sådan set bare at få karossen lakeret. På grund af den lidt triste overflade, var først fase en gang hvid maling, for at det hele til at lugte lidt mindre af plastik. Hvidmalingen gik glimrende, og resultatet var en smuk blank hvid overflade. Efter at malingen var tørret rigtig godt, skulle de udprintede decals monteres!.
Og her begynder tragedien! De ark jeg printer mine hjemmelavede decals på er noget transperant selvklæbende folie, og det klæber som bare fanden. Bare ikke på denne bil - jeg kunne ikke få det til at sidde fast !!. Det viste sig nu hurtigt at decalsene sad glimrende fast, men at malingen ikke gjorde !!. JAMMER KLAGE - og jo, jeg havde affedtet karossen grundigt inden den blev malet.
Nå, der er jo ikke ret meget der slet ikke er godt for noget - og det var ret nemt, og såmænd også helt sjovt, at fjerne al malingen (med lidt øvelse tror jeg det er muligt at få al malingen af i eet stykke !!), så jeg kunne sætte mine decals direkte på karossen.
1 time senere og ved godt mod gik jeg i gang med decals påsætning, part II. Denne gang kunne det ikke gå galt !!. Man jo, for nu passede det rent faktisk at den selvklæbende folie ikke kunne sidde fast - DET ER DOG SATAN TIL PLASTIK DEN KAROSSE ER LAVET AF !!.


Det dyrere, tungere, og væsentlig flottere, FLY-bud på en Porsche GT1-98
Der er stadig en masse gode grunde til at bruge Competition karossen til selvbyg projekter. Den er billig, kan fås, og formodes i øvrigt at være umulig at smadre, jævnfør den bløde plastik-kvalitet. Til gengæld skal man være godt forberedt, hvis man har planer om at dekorere eller male sin karosse. Vil man male den, skal man formentlig bruge een eller anden hamber primer for at binde på overfladen, og efter min bedste overbevisning, kan man godt glemme at få både vandoverførings, og selvklæbende mærker, til at sidde ordentligt fast på den ubehandlede karosse. Har man ikke noget imod at køre med en ensfarvet plastikagtig karosse er valget klart, men min karosse kommer til at bo i kassen med "diverse slotrace ting" i lang tid fremover !!.