Spirit S205 Ferrari 512M #11 Sunoco Le Mans 1971

Af: Holger “//Slaasshh” Thor

Hvad er nu det for noget? En blå Ferrari! Det kan man da ikke. Jo, i 1971 kunne den ”Røde Pest” af helt naturlige årsager godt være malet kobolt blå. I motorsportens ”goe, gamle dage” var det dagligdags rutine, at private team købte fabriksracere og stillede op i private farver i alle motorsportens fuldblodsklasser, lige fra Formel 1 til VM for sportsvogne og prototyper.



Et af de mere succesrige af slagsen var (og er) det amerikanske team Penske Racing, grundlagt og styret af Roger Penske og med hans yndlings pilot Mark Donohue ved rattet. I deres Sunoco sponsorerede og koboltblå lakerede biler dukkede de i tresserne og først i halvfjerdserne op på klassiske baner i mange forskellige klasser i USA, Canada og enkelte gange også overseas og skabte furore og fine resultater. Sunoco er et mega olieselskab over there i United Bluff.

I midten af tresserne startede teamet ud med at køre Chevrolet Camaro i lokale amerikanske løb. Scalextric har markedsført to fine modeller fra teamet, nemlig C.2399 Chevrolet Camaro #6 kørt af Mark Donohue og C.2400 #9 med Ronnie Bucknum ved rattet. Samtidig indsatte de forskellige udgaver af Lola T70 Spyder i CanAm serien i årene 1967-68.

I 1969 var Penske og Donohue klar til større udfordringer. De investerede i en sprit ny Lola T70 MKIII B og en Chevrolet motor. Bilen blev adskilt i atomer og modificeret. Chuck Parsons blev hyret som makker til Donohue, og Ronnie Bucknum indsat som testkører. Så var man klar til at stille op i VM for sportsvogne. Teamet lagde flot ud med en noget overraskende sejr i sæsonens allerførste løb den 01.-02.02.69 hvor det traditionelle 24hrs Daytona Continental på Daytona Speedway i Florida blev afholdt. Fly C.37 #9 er en yderst flot model af denne vinderbil. Den 21.03.69 var teamet klar igen, denne gang med Ronnie Bucknum som makker til Donohue, til Sebring 12hrs. Bilen startede med næstbedst træningstid og gennem den første fjerdedel lå den suverænt i front, men udgik derefter med defekt ophængning. Fly har lanceret denne model under C.31 #6. Penske Racing stillede ikke op til flere løb i denne klasse i resten af 1969. Sæsonen blev heller ikke nogen succes for Lola fabrikken. Løbet på Daytona Speedway er til dato det eneste internationale motorløb, der nogensinde er blevet vundet af den smukke, men altså ikke videre succesfulde Lola T70 MKIII B.

I 1971 vat teamet klar til internationale udfordringer igen. I samarbejde med Kirk White dannede Roger Penske et nyt team; Penske/White Racing – Sunoco. Sponsoren og chefkøreren forblev de samme og englænderen David Hobbs blev hyret som 2. kører. Denne gang var der penge til en Ferrari 512M, og igen vakte de berettiget opsigt på Daytona Speedway, denne gang sæsonens 2. løb den 30.-31.01.71. Igen var bilen blevet skilt fuldstændig ad, selv motoren. Karrosseriet fik bl.a. en egendesignet hækvinge. Spirit S202 #6 er en flot model af denne bil, der indledte med at sætte hurtigste træningstid. Efter starten sloges Penske-Ferrarien længe med de lyseblå Gulf-Porsche 917 K´er om føringen, men da den fik tændingsproblemer, faldt den tilbage. Senere hen kolliderede den med en Porsche 911, således at den måtte tilbringe over en time i pitten for at blive klistret sammen. Alligevel endte den på en imponerende 3. plads.

Her er det så, at det er hammer ærgerligt, at det er Spirit og ikke Fly, der har købt rettighederne til denne model. Se lige billedet. Hvilken model kunne Fly ikke have released i deres unikke ”Z” serie, altså deres ”After the Race” modeller. Vi må nøjes med nedenstående billede.


Den knap så flotte, blå Ferrari 512 M fra Daytona Speedway 1971


Årets 3. løb var Sebring 12hrs i Florida den 20.03.71. Igen lå Penske-Ferrarien i en indædt kamp om føringen med Pedro Rodrigez i sin Gulf-Porsche 917 K, indtil de to biler kolliderede og udgik. Roger Penske var så overbevist om, at det var Porsche chaufføren, der var den skyldige, at han indgav ikke mindre end 3 officielle protester mod Gulf-teamet, der dog alle blev afvist. Officielle protester var den gang en stor sjældenhed i international motorsport.

Den 12.-13.06.71 var det tid for 1971 udgaven af Le Mans, og den reetablerede Penske-Ferrari blev fløjet over den store dam for at deltage. Bilen var identisk med Daytona udgaven, kun startnummeret blev ændret, altså Spirit S205 #11. Og dog, der var en lille ændring mere. Tuningsfirmaet Traco havde denne gang præpareret motoren. Og netop denne motor kunne ikke stå distancen. Efter 4 timer strøg team Penske/White Racing – Sunoco sejlene, udgik med motorskade og pakkede sammen.

Til de to Formel 1 ”hjemmebane” Grand Prix´er i Canada og USA sidst på året købte Penske/White Racing en McLaren M19/1, som ligeledes blev malet Sunoco-blå. Mark Donohue havde 8. bedste træningstid på Mosport Park den 19.09.71, og i øsende regn under selve løbet sluttede han på en fornem 3. plads umiddelbart foran den officielle McLaren M19/2 med Denny Hulme ved rattet.

Watkins Glen den 03.10.71 så David Hobbs starte fra en 22. plads, og han sluttede som nr. 10, en runde efter vinderen Francois Cevert i Tyrrell 002.

Nå, tilbage til Spirit S205 Ferrari 512M Sunoco Le Mans 1971. En flot bil på (næsten) Fly niveau. Finish og deltaljeringsgrad er som vi er blevet forvente til. Uden magnet kører bilen lige så godt (eller dårligt om man vil) som en til- og tidssvarende model fra Fly. Motoren er uden de helt store kendetegn, men umiddelbart mærkes der ikke megen forskel på ydelsen i forhold til Fly. Måske en nyere bane med flade, jævne skinner og en laaaaang langside vil kunne vise en forskel, men på Ring Taps virker de meget jævnbyrdige.



Spirit's bud på Penske Ferrarien.

Dækkene er af en utrolig dårlig kvalitet med mange støbeknaster og uregelmæssigheder. De skal virkelig bearbejdes og slibes til for at få en nogenlunde stabil gangart ud af dem. Om dækkene med tiden revner og smuldrer ligeså meget som Flys, må tiden vise.



Den fæle magnet er fjernet. Spirit råder over branchens længste skruer


Den 11.09.04 bliver der afholdt Le Mans 1971 rebirth på Ring Taps, hvor Spirit Ferrarierne skal dyste mod Porscherne fra Fly og Slot Real Car, så senest ved løbets slutning ved vi, om Spirit ydelsesmæssigt kan matche konkurrenterne fra Fly.

Efterskrift: I 1974 debuterede Roger Penske under navnet Penske Cars Ltd. med sin egenkonstruktion Penske PC 1/01 i sæsonens to sidste Formel 1 løb, igen i Canada og USA. Med Mark Donohue ved rattet lykkedes det dog ikke at gennemføre nogle af løbene. I 1975 fortsatte teamet med en videreudvikling kaldet Penske PC 1/03, men bilen var håbløs og alt hvad man opnåede var en 5. plads ved den svenske Grand Prix. Derefter opgav Penske sin egenkonstruktion og købte en March 751/5 til Mark Donohue. Donohue havde ellers bekendtgjort, at han ville slutte karrieren grundet de svigtende resultater. Overtalt at Roger Penske annullerede han denne beslutning, hvorefter han igen opnåede en 5. plads ved det engelske Grand Prix. Men under træningen til det østrigske Grand Prix gik det galt. Med 270 km/t ud af Hella kurven på Zeltweg banen eksploderede hans venstre forhjul. Uden chance for at reagere raserede bilen 40 m gitterhegn, ramte to marshals (hvoraf en senere døde af sine kvæstelser) og endte i en solid betonsøjle. Først tydede alt på, at Donohue ville slippe med lettere kvæstelser, men onsdagen efter løbet døde han af en pludselig hjerneblødning. USA havde i Mark ”Mr. Nice” Donohue mistet et af sine allerstørste motorsportsnavne.

Skæbnens ironi er det, at Penske Cars Ltd. med en Penske PC 4/01 med nordireren John Watson ved rattet netop på Zeltweg den 15.08.76 vandt teamets eneste Formel 1 Grand Prix sejr.




Lidt reklame for afholdelsen af Le Mans Revival 1971 på Ring Taps den 11.09.04. Tre mulige biler fra feltet