Sølvpilene, epoke I

Airfix #5071 Mercedes W125, 1937
+ Carrera #20469 Mercedes W125 Stromlinie

Af: Holger ”Slaasshh” Thor

Dette er et forsøg. Måske et ikke særlig seriøst forsøg, men ikke desto mindre et forsøg. Jeg har tidligere i dette medie anmeldt nogle skodmodeller af gamle, berømte racerbiler, der så relativt kort efter er blevet released i fine, nye udgaver af de aktuelle slot car udbydere.

Så derfor har jeg i dag hevet min gamle Airfix #5071 Mercedes W125 ned fra hylden, pudset den af og ladet den trille et par runder.

I begyndelsen af tredverne i Tyskland, i forbindelse med et relativt kendt politisk magtskifte, fik automobilindustrien store statslige bidrag for at gøre Tyskland kendt på den internationale motorsportsscene og for at bryde den italienske dominans fra Maserati og Alfa Romeo. Pengene gik primært til Daimler-Benz i Stuttgart og Auto Union i Zwickau.

Auto Union var hurtigst ude, og i januar 1934 præsenterede de deres såkaldte P-Wagen. Den nationale presse var begejstret, og døbte bilen der deutsche Rennwagen, hvilket passede ledelsen i Stuttgart meget dårligt. Ca. et halvt år efter var Daimler-Benz så klar med deres Mercedes W25. Ifølge legenden var det denne bil, malet i de traditionelle hvide farver for tyske racerbiler, der fik slebet sin lakering af, da bilen til det første løb ikke kunne klare vægtgrænsen på 750 kg. Med det ”nøgne og blanke” aluminiumskarrosseri klarede den lige skærene. Således blev de legendariske ”Sølvpile” født. Mercedes W25 vandt 4 Grand Prix sejre i den europæiske EM turnering samt to internationale bjergløb i 1934 og 35, og den tyske stjerne Rudolf Caracciola blev europamester i 1935.

1936 blev derimod totalt domineret af Auto Union med deres Type C med den brillante, unge Bernd Rosemeyer ved rattet. Mercedes W25 var så underlegen, at de ansvarlige i ledelsen valgte at trække den tilbage for at undgå yderligere ydmygelser. Den kun 30 årige Rudolf Uhlenhaut blev forfremmet til teknisk direktør og pålagt den opgave at udvikle en bil, der kunne stoppe ærkerivalerne med de 4 ringe. I samarbejde med teamchefen, Alfred Neubauer, udviklede han den nye Mercedes W125. Uhlenhaut gik så meget op i sit projekt, at han selv kørte utallige runder på Nürburgring i sit værk med omgangstider, der kun var marginaler dårligere end sine stjernekørere. Den mest revolutionerende nytænkning omkring W125 drejede sig om affjedringen. Uhlenhaut sagde efter at have mistet et hjul på den gamle W25, at den kørte og styrede ligesom en motorcykel med sidevogn. Han gik væk fra de traditionelle kvart- og halveliptiske bladfjedre, der oprindelig stammede fra hestevogne, og var den gængse anvendte teknik for datidens racervogne. Fra denne model og frem til i dag blev opsætning og affjedring ligeså vigtig for succes som rå motorkraft.

Grundet meget dårligt vejr i Tyskland i starten af 1937 blev en del af testarbejdet forlagt til Monza i Italien, idet intet måtte komme på tværs af deres forberedelser. Successen udeblev heller ikke. Til sæsonens første løb var der en enkelt Mercedes W125 klar, og kørt af Hermann Lang blev det til en overlegen sejr.


Vindervognen fra det schweiziske Grand Prix i 1937. Mercedes W125 med Ruddolf Carraciola bag rattet
Næste løb på ovalbanen Avus Ring i Berlin var et højhastighedsløb, så bilerne blev beklædt med strømliniede karrosserier. W125 Stromlinie var født og Daimer-Benz sendte 4 eksemplarer til løbet. Hermann Lang var også ganske overlegen i denne udgave. Med en tophastighed på 389 km/t og en gennemsnitshastighed på 261 km/t var han helt urørlig. Hele resten af sæsonen blev den konventionelle W125 indsat og med den dominerede Rudolf Caracciola totalt, der dermed vandt sit andet europamesterskab i den turnering, der før verdenskrigen svarede til nutidens verdensmesterskab i F1. Op mod verdenskrigen fulgte så de ligeså berømte og succesfulde Mercedes W154 og W163 modeller.

For over 40 år siden lancerede det engelske firma Airfix to byggesæt af de legendariske sølvpile fra tredverne, nemlig #5070 Auto Union Type C og #5071 Mercedes W125. I mangel af bedre har jeg en af hver stående hjemme på hylden. Selve byggesættene bestod kun af ca. 10 dele hver, og motor, hjulophæng, styretap, braids m.m. var identiske for hele Airfix daværende slot car program, der blev markedsført under navnet Airfix Motor Sport. Hoveddelene i sættene var umalede, hvide hos Mercedesen og gule hos Auto Unionen, og dertil kom en række forchromede smådele.


Den skønne, gamle Airfix model af Mercedes W125. Den smukke sølvfarvede lakering har RC, den i Randers området verdensberømte og ditto berygtede bagmand bag CAD Helmet Design, sørget for. Torsoen af Rudolf Caracciola samt de øvrige detaljer er for egen hånd


Mercedes W125 i aktion foran et par tidssvarende modeller, nemlig Auto Union Type C (Airfix #5070) og Bugatti Type 59 (Pink Kar CV007).


Set med det 21. århundredes slot car øjne er det naturligvis meget primitiv teknologi, der ligger i disse biler, og køreegenskaber er da også nærmest ikke-eksisterende. Retfærdigvis har jeg ikke haft mulighed for at teste bilerne på Airfix egen baneprodukt, de grå-blå, smalle skinner, som nogle af os husker fra drengeårene. Men kvaliteten er alligevel en smule imponerende alderen taget i betragtning. Fine egerhjul, løs vindskærm og løse sidespejle. Airfix store erfaring fra plastik byggesættene fornægter sig ikke. Den styrende forhjulsaksel virker bedre end på de til- og tidssvarende formel junior biler fra Scalextric, og dækkene er stadig i fin stand efter 40 år. (FLY: Læs, lær og forstå!). Bilerne udgik af produktion efter få år, men gode eksemplarer kan stadig erhverves til fornuftige penge i fagbutikker eller på eBay.


Rendyrket slot car teknik fra starten af tresserne. Over 40 år gammel, men det virker stadig perfekt! (Det er næsten som at skrive om sig selv! Og stryg så det grin KOF!!!) (Prøver stadig, Red.)

I 1999 lancerede Carrera #20469 Mercedes W125 Stromlinie, desværre i deres Exclusiv serie, altså i scala 1:24. Ikke ideelt til en gammel, smal Scalextric bane fra tresserne. Men et eksemplar måtte jeg naturligvis have. Og bevares, den kan da trille rundt på Ring Taps. En gang har jeg haft den med til Esbjerg, hvor den rigtig kom i sit es på Esbjerg Le Mans Klub´s mega Carrera anlæg. Måske den burde gæste Ikast en gang? (Altid velkommen !, Red.)


Carrera #20469 Mercedes W125 Stromlinie.


Mercedes W125 Stromlinie uden skærmafdækningsplader (hedder det virkelig sådan?)

Bilen er teknisk opbygget som alle Carrera modellerne, dvs. næste uden bremseeffekt grundet den anderledes gearing. Som en lille finesse kan skærmafdækningspladerne afmonteres. Det ser flot ud, men har ingen køremæssig betydning. Modellen vandt ”1. Platz Modellfahrzeug des Jahres” i 1999. Og den er altså også flot. Havde den dog bare været i scala 1:32. Carrera har senere udgivet den som Limited Edition (#20477) i helforchomet udgave. Flot, men ikke noget for mig.


Moderne slot car teknik, men størrelsesmæssigt ude af proportioner. (... syns Holger, Red.)

Nu mangler jeg så bare, at det begynder at regne ned med nye, flotte Mercedes W125´ere som manna fra himlen! Eller hvad med W154 og W163?