Slot Real Car SRC 004 Porsche 917/20 #23 “Pink Pig”

Af: Holger “//Slaasshh” Thor



”Die dicke Sau” i aktion den 12. juni 1971
“Pink Pig”, ”Rosa Schwein”, “Trüffeljäger”, “Dicke Berta” eller “Dicke Sau”! Kært barn har som bekendt mange navne. De nævnte navne er kun de mest kendte blandt en hel række kæle- eller øgenavne, der under Le Mans i 1971 blev hæftet på en noget speciel Porsche, nemlig eksperimental modellen 917/20.

Le Mans 1970 var suverænt blevet vundet af en Porsche 917 K, og de voldsomme Stuttgart biler var også favoritter i weekenden den 12.-13. juni 1971. Men ud fra devisen om, at man altid kan blive bedre, nøjedes man fra tyskernes side ikke kun med de tilmelde og kendte 911, 908 Flunder, 917 K og 917 LH modeller. Ingeniørerne konstruerede også et enkelt eksemplar af den nævnte 917/20. Dvs. de fik hjælp udefra, idet det franske firma SERA, der var ekspert i aerodynamik, blev hyret som samarbejdspartner. Bilen var bredere og virkede mere klodset og voldsom end de kendte, slanke normalmodeller af 917 rækken. Grundideen var et bredere karrosseri, der skulle ”krumme” ud over hjulene for at forhindre turbulens i skærmkasserne. Det fabriksstøttede John Wyer Automotive Engine team stillede ”kun” op med de kendte 917 K og LH modeller i den berømte Gulf bemaling, så det var overraskende nok det semi-officielle Martini International Racing team, der fik lov at indsætte 917/20.

Helhedsindtrykket virkede rund og fed, og tilnavnet ”Sau” (= svin) blev hurtigt hæftet på den. At tyskere ikke er uden humor bevises ved, at da navnet nu hang fast; ja, så kunne man ligeså godt male bilen ”grise”-lyserød, og en vittig hund fandt yderligere på at inddele bilen i stiplede felter opkaldt efter hoveddelene på en (tysk) gris: Rüssel, Lende, Rückenspeck etc.etc. Trods sit voldsomme udseende var 917/20´s mest markante fordel, at den var lettere end standardversionerne.


”Pink Pig” i pit

Med Willy Kauhsen og Reinhold Jöst satte 917/20 med startnummer #23 den 7. bedste træningstid, og til at starte med holdt den god føling med spidsen af feltet. Længe lå den på en stabil 3. plads. Men efter 12 timer blev ”svinet” slagtet. Med Reinhold Jöst ved rattet skred den ud, rullede rundt og blev på det nærmeste totalskadet. Enkelte spøgefugle påstod, at Jöst havde gjort et godt stykke arbejde ved at nedbryde bilen i samtlige de dele, de stiplede linier på karrosseriet markerede.

Hermed var karrieren for Porsche 917/20 forbi. Bilen blev i denne udgave aldrig indsat i racerløb igen. Selvom den ikke er meget mere end en anekdote i Porsche og Le Mans lange historie, så er der dog lidt legende-glorie over denne model. Porsche 917/20 blev genopbygget og kan i dag ses i Porsche Zentrum lige overfor den berømte fabrik i Stuttgart.

Det lille firma Slot Real Car, der producerer håndmalede resin karrosserier leveret på Fly Model Car bund, motor og teknologi, har nu gjort deres til, at legenden ”Dicke Sau” også lever videre på vinylbanerne i skala 1: 32. Som nævnt er teknologien kendt, idet det er Fly komponenter hele vejen igennem. Resin karrosseriet er lettere end de normale af plastik, så bilen skal justeres og trimmes en del for at gå optimalt. Selvom ordet ”optimalt” nok er groft overdrevet, når det gælder Fly classic chassiser. Karrosseriet er håndmalet, og kan derfor selvfølgelig ikke matche en fabriks tampoo printing, men helhedsindtrykket er nu alligevel tilfredsstillende, når nu det drejer sig om sådan en niche-bil. Aldrig ville en af de store producenter jo nedlade sig til at producere et karrosseri, der ikke kan gen-releases i en 30-40 nye bemalinger. I øvrigt kan den under artikelnummer SRC 004a også fås i hvid med #20, således som den så ud under test weekenden på Le Mans i april 1971.


Slot Real Car´s version af Porsche 917/20 ”Pink Pig”

Ud over Porsche 917/20 så tilbyder Slot Real Car også Porsche 917 LH med startnumrene #17 og #18 i Gulf bemaling og #21 i Martini ditto fra samme løb. Desværre koster de lidt over det dobbelte af en Fly model, men på sigt bliver jeg nok nød til at investere i dem også.

Selvom Porsche 917/20 altså ikke gennemførte Le Mans i 1971, så havde Martini International Racing stor glæde at dette løb, idet deres 917 K #22 (flot, flot Fly C.51 model) med Dr. Helmut Marko og Gjis van Lennep vandt løbet. For andet år i træk havde de fabriksstøttede Gulf Porscher fået en næse.


Porsche 917 K vs. 917/20



Fly Model Car´s seriefremstillede bund vs. den SRC modificerede.



Endnu lidt reklame for Le Mans 1971 rebirth: Feltet vokser!