3 af de små !

Af: Jørgen Klitholm

Det er jo primært de klassiske biler jeg interesserer mig for, og jeg må tilstå at jeg har en svaghed de mere særprægede af slagsen. Selvfølgelig ser en Porsche 908 og Ferrari 512 fede ud ned af langsiden, men kan slet ikke følge med min Airfix Lotus Cortina og Scalextric Morris Mini i humorfaktor. Og så er der jo hele udfordringen i at styre en bil der er højere end den er bred, rundt i en chikane!

Jeg har længe haft et sæt Reprotec Fiat Abarth i denne kategori at fornøje mig med, men har savnet nogen udfordrere til dem. Jeg så mig derfor lun på en Pink Kar VW Boble og da de så også lancerede 2CV, flottede jeg mig og bestilte begge to. Jeg har derfor nu 3 biler i 1000CC-eller-deromkring-klassen", og mit skumle håb med denne artikel, er da også at andre kan fatte interessen for dem, så vi måske kan stable en løbsserie på benene i den kommende sæson.



Pink Kar VW Boble

Pink Kars VW Boble har været på markedet i et par år, og der findes efterhånden en hel del spændende bemalinger. Nogle af dem findes i en "sport" version som skulle udmærkes ved at have Mabuchi motor og magnet. Jeg valgte PanAmericana 1954 versionen, som skulle gå for at være standardversion, men alligevel kom med magnet! Den blev naturligvis straks flået ud. Om motoren er Mabuchi, skal jeg ikke kunne sige - den har samme "1 Power Plus" mærkat som 2CV'en - men lyder en del bedre.

VW'en har masser af fine detaljer, og giver et flot helhedsindtryk med "PanAmericana" tamponprint på siderne. Alle detaljer ser helt rigtige ud - helt ned til kofangere og navkapsler. Der er både en kører og en passager i bilen - manden styrer og blondinen i lårkort finder vej. Samme figurer som i 2CV'en - her har de bare styrthjelme på!

Nå, hvordan kører skidtet så? tjah; uden magnet er den som forventet meget glad for at lægge sig ned i svingene. Bagenden er MEGET livlig, og fishtailer helt vildt ned af det meste af langsiden. Man kan sige at køreegenskaberne i 1/32 er meget som i virkeligheden! Bedste omgangstid før modifikation: 13,446. Til sammenligning kan jeg fortælle at omgangsrekorden på Ricewood Motor Circuit (18 meter Fleischmann bane i 2 sport) indehaves af undertegnede i Fly Porsche 908 med SlotIT aksler, lejer, tandhjul, fælge og dæk på 7,867.

Af med karossen - og lad os så se hvor der kan blive plads til noget bly: desværre ikke hvor jeg gerne ville have haft det; lige foran bagakslen. VW'en er en lille bil sammenlignet med f.eks Fly Classic bilerne, der er både længere og bredere, og inlinerkonstruktionen gør, at motoren ligger helt op til bagakslen. Der kommer 5 gram på hver side af kronhjulet, lige bag bagakslen.

Dæk og fælge er egentlig OK, blot har dækkene rigeligt mønster - men jeg kunne ikke finde nogen slicks der passede (de er ca. halv SlotIT bredde). Desuden sad de lidt løst, så jeg nøjedes med at lime dem fast. Tandhjul er plastik, lejer messing og akslen ser ud til at være nogenlunde lige. Pink Kar har helt klart oppet sig siden deres Auto Union og Bugatti, som jeg har stående på hylden (og der blir de stående!) Jeg nøjes derfor med at lime lejerne fast, og smøre gearet godt med Yellow Snot Smierkäse fra Neckcheese Enterprises - fremragende produkt.

Motoren sidder løst - selv om samledamen HAR forsøgt, at lime den fast med lidt smeltelim! - så den blir lige fixeret med endnu en klat lim - hvorfor skal det være så svært, at lave en motorholder der rent faktisk holder motoren fast? Hvis motoren holder ligeså kort tid, som den lyder til at gøre, ser det dog ud til at være rimeligt let at skifte den ud med f.eks en Ninco NC1, som jeg tror vil passe fint.

Styretappen ser fin ud, så jeg nøjes med at gi den en dråbe olie fra Slippi Dippi Lube Tube - ligeledes et fantastisk Neckcheese produkt! Bilen lyder nu mere "solid" og smider ikke så meget med halen. Bedste omgangstid: 12,674.



Pink Kar 2CV

En nyhed fra Pink Kar som jeg straks måtte eje, er den legendariske 2CV fra 1974. Pink Kar laver den meget passende i citrongul og køkkenblå. Begge i "civilt" med 2 personer i; samme mand bag rattet som i VW'en (naturligvis) og blondinen i lårkort ved siden af - begge har nu bare taget deres styrhjelme af! Der er endnu ikke nogen versioner i "racing livery", men mon ikke det kommer. Men der kan ikke være gadebiler på min bane, så jeg smider lige et startnummer på siden.

Bilen er fint detaljeret, med masser af chromspejle, dørhåndtag, kofangere, etc. I det hele taget ser den meget skalakorrekt ud i detaljer og dimensioner. Fint nok. Skiller man den ad, kan man se at konstruktionen er meget lig VW'en; inliner, magnet (forsvarligt fastgjort med en kæmpe klat smeltelim) etc. Magneten blev efter noget besvær flået ud, og lejer og tandhjul smurt - det havde de nemlig ikke ulejliget sig med at gøre fra fabrikken - i modsætning til VW'en - man undrer sig.

I 2CV har man, i modsætning til VW'en, erkendt at det høje tyngdepunkt kunne blive et problem - derfor har man støbt en ganske stor blyindsats og lagt i bunden af bilen. Smart! Desværre er den ikke stor nok! Også 2CV'en har køreegenskaber som sit 1:1 forbillede: hysterisk morsomme! Den store frihøjde og tyngdepunktet oppe under taget, gør at den hellere vil køre på to hjul frem for alle fire! Svingene skal tages meget forsigtigt for at den ikke lægger sig på siden. Meget morsomt - men ikke særligt konkurrencedygtigt. Bedste omgangstid før modifikation: 13,566

Der skal derfor en del mere bly i - alt hvad der kan mases ned foran bagakslen. Yderligere smøring og nusseri, og bilen kommer til at lyde rimeligt civiliseret. Den er dog klart en større udfordring end VW'en. Bedste omgangstid: 12.995




Reprotec Fiat 500 Abarth

Fiat'en fra Reprotec er ligesom sine to søsterbiler fra Pink Kar, ganske nydelig at se på. Fin detaljering og flot tampotryk. Abarth'en er en "rigtig" racerbil, med starnummer, sikkerhedshængsler på fronthjelmen og typisk Abarth udstødning ud af den åbentstående motorklap. Men Reprotec overgår klart Pink Kar i sjusk når det angår konstruktionen under karossen! Aldrig har jeg oplevet at alt faldt fra hinanden, før man overhovedet starter bilen! Alt skal limes: dæk, fælge, lejer, motor - og du er heldig hvis du har fået aksler der er lige! Når alt dette er fixet, er bilen til gengæld en fornøjelse at køre med. Ud med magneten, og bilen kører faktisk fint uden bly. Det skyldes det lave tyngdepunkt - og den korte akselafstand.

Abarth'en er MEGET lille bil. Bedste tid uden modifikation: 11,475.

Alt i alt 3 sjove biler, som langt overgår det meste af det vi kender fra Ninco, Fly, Scalextric m.m. i sjusket byggekvalitet! Til gengæld er prisen lidt lavere, og morskaben MEGET højere! De fleste af os har set eller kørt en af disse biler i virkeligheden - og har derfor et helt andet og tættere forhold til dem end en uopnåëlig Le Mans racer! Abarth'en har indtil videre vist sig at være den hurtigste af mine biler, men jeg tror at det meget vel kan bero på et tilfældigt sammenfald af dele i netop den bil. Kvaliteten er så ringe at man sagtens kan være risikere at få en der kører bedre - eller meget værre! Det stiller jo blot større udfordringer til forberedelsen derhjemmefra. Jeg er sikker på at de 3 biler vil være meget jævnbyrdige i et startfelt - og jeg håber derfor at andre har fået lysten til at stille op til et løb. Jeg stiller i hvert fald gerne bane til rådighed.