Test, Scalextric MotoGP. Max Biaggi på sin Honda.

Af: KOF

Der er muligvis nogle der allerede har set Holgers advarsel om de nye MotoGP cykler fra Scalextric. Andre har måske også været inde på Old Weird Herald, for at se test og videoer, samt læssevis af billeder af de nye, og fra Scalextric's side kraftigt promoverede motorcykler. Videoerne, testen på OWH og Holgers udsagn virkede ikke til at stemme helt overens - men på den anden side er Holger ikke nogen decideret spasser med en håndspeeder, selv om han efter eget udsagn ikke ligger i top 10 i Danmark. Kunne det være Holgers bane den var gal med? Der var dog også andre der ikke var begejstrede, men på den anden side kunne man også finde andre på nettet der var begejstrede...

Hvor om alting er, gik den gamle redakteur hen og blev lidt nysgerrig, og da der sjovt nok var et bedre brugt eksemplar til salg i min bekendtskabskreds, er jeg nu i øjeblikket ejer af en MotoGP Honda, med tilhørende kører, Max Biaggi.


Max og hans kværn - især kværnen er noget af det flotteste der er set til en racerbane.

Det første man tænker, når man ser kværnen er: Hold da kæft den er flot. Scalextric er virkelig ved at være i superligaen mht at lave flotte slotracere. Det er dog primært Hondaen, der er kælet for. Max virker lidt plastikagtig i det, og er tydeligvis samlet af to halvdele. Bevares, det går - tampoprintene er lige i øjet, og hvordan laver man en realistisk køredragt?. Hondaen er til gengæld helt perfekt. Der er fotoetchede skivebremser fortil, og dæmper og fjeder på bagsvingeren er der også blevet plads til (dog ikke fungerende). Alt i alt får cyklen et 13-tal, og Max må nøjes med 9.


Maskinen set bagfra. Læg mærke til fjederbenet og den realistiske kæde.

En lidt uheldig detalje er de støtteben der er monteret nede ved styretappen - jeg ved ikke med jer andre, men jeg kan ikke lade være med at tænke ".... hest", når jeg ser dem.

... hvilket elegant bringer os hen til, at skidtet på en racerbane opfører sig som sammenspilsramt ged. Jeg kan lige så godt sige det med det samme, Holger tog ikke fejl, skidtet kører helt ubeskriveligt ringe. Jeg fatter ikke hvordan Scalextric kan sende sådan noget bras på markedet.

Jeg har set, at Scalextric med motorcyklerne satser på et helt nyt klientel inden for slotrace, underforstået at nu skal motorcykelentusiasterne til at køre med racerbane. Jeg vil vurdere, at folk der starter deres racerbane erfaring med motorcyklerne, for altid vil være racerbanehadere - og så har Scalextric oven i købet den frækhed at skrive, at det ikke er for børn under 8 år. Nogen af os skal tilsyneladende også være over 35, for at kunne få noget fornuftigt ud af dem...


Endnu en gang gik det galt for stakkels Max.

Hvad er der så galt?. For det første lægger de sig ikke ned i svingene, ja det vil sige de hælder typisk 5 grader til den forkerte side !. Det var selvfølgelig ikke nogen overraskelse, men endnu engang trigger det
"... hest" i min hjerne, når jeg ser kværnen komme vaklende lige godt og vel lodret gennem svingene. Spørgsmålet er om man overhovedet skal lave motorcykler til slotrace, når de opfører sig så forskelligt fra deres ophav?.

Hvis man nu abstraherer fra hestetankerne, og forsøger at køre nogle omgange med nyanskaffelsen, møder man et par yderligere problemer. Det viser sig nemlig at dimsen er nøjagtig lige så vakkelvoren, som det ser ud til. Tager man et sving med bare lidt mere end liste-hastighed, vælter cyklen simpelthen. Gir' man kværnen kniven, når man (endelig) kommer ud på langsiden, trækker den ofte sig selv op af sporet - man skal med andre ord udvise størst mulige forsigtighed for overhovedet at komme banen rundt. Yderligere er det ikke sådan, at man får et forvarsel om at det er ved at gå galt, enten vakler man sig igennem svinget, eller også vakler man sig ikke gennem svinget. Hele seancen ledsages i øvrigt af en skrabe-slibe lyd fra plastikstøttebenene.

Nå, efter al den galde er det vel på plads med et par trøstende ord. For det første er det jo ikke første gang, der er sendt noget på markedet, der ikke fungerer specielt godt - Scalextric har selv vist vejen med både Hestene og turtels'erne, men derudover skal vi huske på, at f.eks. FLY har har sendt læssevis af biler på markedet som: Åd tandhjul så plastikspånerne stod om ørene på os, havde en styretap der knapt nåede banen, havde håbløst skæve hjul, havde kardaner der hoppede op efter 10 sekunders kørsel, osv. Hvorfor bliver man ikke så pikeret over det?.
Hmmm, for det første er vi vandt til det, og for det andet er det muligt at investere i hjul og tandhjul, dæk, bly, lim osv, så bilen ender med at opføre sig realistisk, og køre ordentligt. Scalextric's MotoGP cykler kommer aldrig til at opføre sig realistisk, men de skal dog have den credit, at de inden for deres rammer fungerer. De vil altid skulle køres meget meget forsigtigt, men de skal nok blive ved med at køre - mekanikken er nemlig vældig fin. Endelig kan man vistnok få dem til at være lidt mere stabile, ved at montere (en del) bly på støttebenene. Hånden på hjertet har jeg ikke gidet eksperimentere med det, men hermed er rådet givet videre til dem der har mod på lidt motorcykelræs.

Efter min beskedne mening, er MotoGP serien dog bedst egnet til samlerne, for de er helt utrolig fede, så længe de holder sig fra racerbanerne.


Ganske fikst. Den ene side af fælgen er tanshjul, og der stikker diskret en motor ud til den. Første MotoGP maskine med kardantræk :-) Motoren er i øvrigt en type, vi ikke har set før.


Det er da vist den hidtil fedeste bremseskive i slotrace !




Efterskrift:

Max & Hondaen fik hurtigt et nyt hjem, og bor nu hos Martin Borch, Københavns minirace klub / Vanwall track, www.miniracing.dk

Martin har en ikke ubetydelig samling af slotrace rariteter, herunder en ... jep nemlig, hest.
Følgende kappestrid er copy'et fra www.scalerace.dk

En hest mod 100 heste.

Så landede den i posten, kun en dag efter at jeg købte den af KOF, den så berømte motorcykel fra Scalextric, som har været brugt som test både hos Holger og KOF.

I deres test får den en køre beskrivelse " Den kører som en hest " se nu er det sådan, at jeg har en hest med jockey til racebane, så det skulle da komme an på en prøve.

Jeg må give de herrer ret, den kører som en hest, men den kører som den berømte hest ved navn Tarok en del hurtigere end en almenlig hest, da den kørte en tid på Vanwall track 10.822 som bedst, mod Tarok som kørte en tid på 13.300, det er 2.478 sec. forskel.

Trods alt vandt motorcyklen over hesten med det var også en lidt ulige kamp 1 hest mod 100 heste (Det er vidst nærmere 200, Red.).

Den vil komme i glas skabet, da jeg aldrig vil sælge sådan en smukt ting, det er også lidt forunderligt at de herrer fra Scalextric kan lave noget som kører så dårligt og sælge dem til folk, det burde være strafbart.

Mvh

Martin Borch