Brussel Scalextric Club 24H race
- og historien om Jyderne der blev klogere .

Af: Henning Smed.

"Jeg skal til Bruxelles og køre 24-timers Scalextric-race!" Det er noget, som kan få ens arbejdskammerater til at løfte øjenbrynene bare en anelse, når man giver det som begrundelse for, at man lige holder et par dage fri. Godtnok vidste de jo alle, at vi var nogle stykker som legede med racerbane ind imellem - men 24 timer - og så i Bruxelles? Nej, nu rablede det da for ham!

Ja-ja, dem om det, for fakta var, at en dag i november satte to biler kursen mod syd. En fra Ålborg og en fra Hørning - målet var Bruxelles og vi skulle helst ramme det nogenlunde samtidigt, for i hver bil var der 3 mand, som tilsammen dannede det - snart legendariske, mente vi - miniraceteam: Jutland Slotrace Syndicate. Vi kom - vi så - og det skulle nok gå. Humøret og optimismen fejlede ingenting.


Et veltilpads jysk hold morgnen inden det går løs - flotte røde teamtrøjer.

Forberedelserne havde også været langvarige. En måneds tid faktisk, som var gået med en livlig kommunikation med arrangørerne for nu at have helt check på det ikke så lidt omfattende regelsæt og ikke mindst for at blive HELT klar. Det var ikke så let at vurdere, hvordan vi mon ville klare os - men en ting kunne vi sørge for, nemlig at teamet så godt ud! Så bilen blev sprøjtemalet efter alle kunstens regler og der blev organiseret matchende teamtøj til alle. Ikke noget sjusk her - vi kører ikke 1000 kilometer for overhovedet ikke at blive opdaget. Det blev vi også, men nok af en lidt anden grund end ventet. Vores fine røde sweatshirts fnulrede nemlig noget så lystigt, så hver gang vi tog dem af lignede vi noget, der var blevet rullet i en rød uldbunke. Godt vi havde racertape med - det kunne lige rense os nogenlunde af.

Vel ankommet opdagede vi hurtigt, at det her var nok lidt større, end vi lige havde forestillet os. Også selv om vi syntes vi havde hørt nogle ret vilde historier! En 16 spors bane - opbygget som to spejlvendte 8-sporsbaner - er i sig selv imponerende nok, men derudover havde den arrangerende klub godtnok gjort sit for at opbygge nogle ganske imponerende rammer.

Et stort lys- og lydanlæg var stillet op henover banen. Suppleret med to storskærme - en til den aktuelle stilling og en til underholdning af forskellig art - var der godt med show i lokalet allerede inden vi kom igang. Der var også gjort plads til tilskuere hele vejen rundt omkring banen og det gik hurtigt op for os, at man rent faktisk tog entre for at slippe folk ind. Åh-jo, der var såmænd en del, som godt ville slippe nogle Euro for at se os race, og så havde det også den positive effekt, at man slap for at hele kvarterets unger drønede rundt i hallen hele week-enden.

Allerede under opvarmningen blev vi klar over, at vi nok ikke skulle stile alt for højt. Der blev kørt afskyeligt stærkt, men vi trøstede os nu også med, at de fleste andre hold ikke kørte med deres løbsvogne. Vi kunne altså ikke regne en brik med tempoet. Næh nej, der var selvfølgelig tale om psykning på et højt plan og vi skulle nok kunne hænge nogenlunde på, når vi først gik igang. Vi kørte nemlig med løbsvognen for at vænne os til den - og det var den helt rigtige taktik. Nemlig, ja!

Joh, en god taktik var det da. For så gik løbsvognen nemlig i stykker under opvarmningen i stedet for under løbet. Hmmmmm, sammenbrud efter en lille times opvarmning - hvor godt lover det for 24 timers koncentreret ræs? Nå, men ikke desto mindre var det et faktum, at bilen knækkede sine ledere ned til styretappen - og ledningerne var for korte til bare at afisolere enderne og stikke dem ned igen. KRISE!!! Med kun et kvarters tid til teknisk kontrol var det ikke lige det, der var brug for til at skabe ro og overblik i teamet. Faktisk blev der en kort stund skabt megen uro og panik, men vi fik da flikket noget sammen af nogle ikke helt ideelle reservestumper. Dem skulle vi få megen glæde af senere!

Teknisk kontrol var en omfattende sag. Hvert deltagende land blev bedt om at levere en kontrollant. En ret god måde at sikre, at der ikke blev snydt på. I vores tilfælde kunne man måske tale om at ræven vogtede høns eftersom KOF blev udvalgt som repræsentant for Danmark, men det så nu ud til at konceptet fungerede udmærket.

Løbsledelsen havde gjort meget for at begrænse mulighederne for kreativ bilbygning. Bl. a. skulle alle motorer udmåles for at frasortere alt for ivrige "standardmotorer" og der var da også nogle hold, som fik kasseret et par raketter. Her fik vi vores næste hak i selvtilliden, for mens vores motor var pænt på den sikre side af omdrejningsgrænsen gik hovedparten af de andre holdt lige til stregen. Ja-ja, det måtte jo gå som det bedst kunne.

Sammen med bilen skulle hvert team også aflevere en lille kasse med reservedele og værktøj. Disse blev også godkendt og derefter gemt i et lille skab. Herefter kunne man kun få udleveret kassen ved at henvende sig til officials, som så nøje ville følge med i, hvad man reparerede på sin bil. På den måde sikrede man sig imod indsmugling af uautoriserede stumper og det fungerede faktisk også ganske glimrende.


Alle hold havde et skilt med hold-navn og et billede af bilen, som stod foran køreren - sådan at publikum kunne se hvem spasserne med Lolaen var. Bag på kortet var den rækkefølge som sporene skulle køres i snedigt nok anbragt.

Nu til starten. Det var et imponerende syn at se de 16 biler linet op og selv om adrenalinen pumpede løs lykkedes det faktisk at få startet feltet og køre igennem det første sving uden nogen stod af. Derefter var der de obligatoriske opstartsrunder, hvor de fleste hold lige måtte nogle gange af sporet, inden man fandt sig til rette på banen. Men efter de første 5 minutter var stilen lagt: Der blev ikke kørt ret meget af banen, og det skulle vise sig, at det faktisk var en ganske let tjans, når man skulle være påsætter.

Til gengæld var det ikke nogen let tjans at følge med! I løbet af en lille time fandt vi vores plads nede i bunden af feltet. Eneste lille trøst her var, at det andet danske hold fra Sjælland slog følge med os! Nå ja, der var også andre hold, som var nede og "besøge" os - men det var som regel hvis de havde problemer og de forlod os hurtigt igen, når deres bil ellers fungerede igen.

Vi blev meget klogere i løbet af de første timer. For det første opdagede vi til vores overraskelse, at man måtte smøre bagdækkene med WD40. Noget stads, som sviner banen til, men når det nu var sådan, så måtte vi jo følge trop. Derefter gik det sådan set meget godt for os, men vi var lidt overraskede over at opdage, at vi faktisk godt kunne hænge med i svingene, men satte en meters penge ud af hver langside. Hvorfor nu det? Ja, det fandt vi aldrig helt svaret på, men i hvert fald opdagede vi at det var uhyre vigtigt, at vores slæbesko stod helt rigtigt - noget som det havde en uheldig tendens til ikke at gøre ret længe.

Man blev holdt i sving dernede. Der var konstant 3-4 mand fra holdet i arbejde. 1 kørte, 1 var mekaniker for køreren og 1 eller 2 skulle være påsættere. Det betød, at der skulle planlægges temmelig omhyggeligt for at sikre at alle kunne få bare et minimum af søvn, når vi nu kun var 6 mand. Enkelte hold kørte faktisk kun som 5 mand, men det er altså ikke nogen dårlig ide at være de tilladte 7 - det giver noget mere frihed til den enkelte. Vi indrettede os således at vi hen over natten lod 2 mand sove i 3 timer, så man kunne få lidt sammenhængene søvn. Til gengæld skulle de tilbageværende så være "on" mere eller mindre uafbrudt. Ganske hårdt, men det hjalp da til, at man holdt sig vågen.

I forbindelse med overnatningen hjalp sjællænderne os til et lille kup. Der var arrangeret en stor sovesal, hvor hvert hold havde fået tildelt to sammenklappelige sovebrikse, man kunne stille op. Først på aftenen blev KOF og undertegnede enige om, at vi hellere måtte sikre os et par pladser, mens vi selv kunne vælge, så vi vandrede ud i sovesalen. Der opdagede vi hurtigt, at danskere åbenbart tænker rimeligt ens, når det gælder om at sove, for Kenny fra sjællænderteamet kom gående helt nede fra det bagerste hjørne med et noget skummelt udtryk i ansigtet. Joh, der var noget godt nede bagved.

Det må man sige. Sjællænderne havde kapret et lille omklædningsrum, som de havde indrettet med deres brikse. Ikke dårligt - det måtte vi også prøve. Og sandelig om "Loge 2" ikke lå lige ved siden af og var klar til at blive indtaget af os. Hurtigt slæbte vi to brikse og al vores bagage derind, så nu var danskerne klar med privat indkvartering bag lukkede døre i stedet for at skulle ligge i en stor fællessal. At vi så oven i købet havde egen håndvask og toilet inde i "Loge 2" var jo kun en ekstra bonus. Hov, jeg glemte lige at nævne køleskabet - det var heller ikke tosset. Nonnekjolen og generaluniformen, som hang inde i skabet bag i lokalet fandt vi til gengæld ikke nogen anvendelse for.


Glimrende residens. 2 senge, lidt bøjler til tøjet, og udenfor billedet 3 sminkespejle, et WC, og et køleskab ...


Knap så glimrende residens. En briks, et scenetæppe, og masser af lysstofrør i loftet - godt det ikke var os

Ud på natten satte vi mange omgange til! Bilen begyndte at køre som røv og nøgler. Den skulle hele tiden have rettet slæbesko eller også have nye og det kostede os mange omgange. Det viste sig, at de ledningsrør vi stoppede ned i styretappen var lige lange nok, men da vi langt om længe fik det rettet ordentligt til var vi isoleret i bunden sammen med sjællænderne, som også havde haft deres kvaler. Bl. a. måtte de skifte motor, men de var også ramt af uforskyldt uheld da omgangstælleren på deres spor gik i stykker.

Nu blev de resterende timer er drabelig internt dansk dyst om at undgå at blive sidst. Man må sige, at vi her i Danmark åbenbart har en ret ensartet fornemmelse af, hvor hurtigt sådan en miniracer kan køre. Vi fulgte hinanden tæt igennem flere timer, hvor forskellen varierede fra et nogenlunde robust forspring til Jylland på en 70-80 omgange til undertiden kun at være på spinkle 20 omgange. Med omgangstider på omkring 12 sekunder kunne alt ske. Der skulle kun en lille teknisk defekt til at vende op og ned på den stilling.

Spændingen og motivationen var således i top helt til den sidste meter og vi opnåede endda flere gange at blive omtalt af banespeakere, som henledte opmærksomheden på den intense kamp om at undgå sidstepladsen. Hurra - mange tak for det! Nå, men det lykkedes os lige akkurat at holde os fri og den sidste times tid halede begge danske hold faktisk ind på de foranliggende. Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis vi havde undgået uheld og hvis vi havde haft en bedre motor og hvis vores ledninger........og hvis.......og hvis......

Nej, fakta er, at vi blev regulært MULET! Også i den grad. Lidt regneri bagefter gav det opløftende resultat, at vi faktisk fik en omgang i nakken af det vindende hold hvert andet minut! Smag lige lidt på den, hvad? Det er sin sag at blande sig blandt de bedste her. Men vi kan godt køre hurtigere end vi gjorde, så til næste år, så skal vi iblandt de 10 bedste. Det MÅ kunne lade sig gøre.


Dem der vandt i år - NÆSTE år (eller gang) blir det anderledes.

Nu er der bare lige den hurdle, at vi skal have lov til at starte næste år. Jo, der er en detaljeret udtagelsesprocedure, for der er nemlig flere end 16 hold, som melder sig til hvert år. En af grundene til, at vi blev udvalgt i år, var at vi var et nyt og ukendt hold, men til næste år vil man kigge på, hvordan vi tidligere har klaret os. Det var jo så nok ikke så godt. Vi kom - vi så - og det var så nok også det!


... Og som noget nyt kommer her en billedkavalkade. Klik på billederne for at få et større.


Klassiske racerbiler så langt øjet rækker..


Den lokale hobbypusher var på plads. Et par interessante nyheder kan skimtes.

Den omhyggelige tekniske kontrol


Carpo til venstre, sammen med 3 af de frygtingydende konkurrenter, der gav os baghjul

Trælasten hårdt presset af pressen.

The race is on - vi nærmer os midnat

View over banen

KOF smører lidt i den tekniske kontrol.
Vi så det meste bagfra i Belgien og det var kke så galt endda
Området set fra gulvet.